Historien

Hvad er det, der gør en god historie rigtig god?

Først og fremmest sker der noget spændende, medrivende, overraskende og medfølende i en god historie. Det behøver ikke at betyde, at der absolut skal være knald på hele tiden, tværtimod er en fortælling med varierende spændingskurve, hvor læseren kan nå at trække vejret ind imellem, før det går løs igen, ofte at foretrække.

Den gode fortælling er drevet af dine personers handlinger og valg undervejs - og de konsekvenser, som disse valg får for resten af de mennesker og den verden, bogen foregår i.

En god historie er gennemarbejdet, hvilket ofte betyder, at forfatteren har skrevet bogen igennem mindst en ekstra gang. I den gode og gennemarbejdede historie er der ingen plothuller eller løse tråde - bogen virker ”hel” når man læser den. Man kan mærke, at den forfatteren kender sin historie til bunds, og derfor hjælper han eller hun hele tiden læseren, så man aldrig kommer i tvivl om, hvem der er hovedpersonen, eller bruger en masse unødig tankekraft på at finde rundt i handlingen. Historien glider helt naturligt af sted, og man kan som læser slet ikke holde op med at vende blade.

Hvis du skriver en genrefortælling, som for eksempel fantasy, science fiction eller horror, er det ofte en god hjælp at forblive tro mod genren - og i hvert fald kende den godt nok til, at du ved, hvornår du bryder med den. Din læser kender nemlig også genren, og hun bliver meget forvirret, hvis elverprinsessen stikker af i et rumskib - med mindre du forinden har hintet, at den slags kunne ske.

5 spørgsmål, du bør stille dig selv og dit færdige manuskript om helheden i din bog:

Er min fortælling fri for plot-huller?

• Det virker forvirrende og ulogisk for læseren, hvis den omrejsende ridder kun skal bruge 3 dage på at rejse hjem, hvis han brugte 3 uger på samme rute ud.
• Et andet eksempel kunne være, at en af dine personer siger, at skurken er død på et tidspunkt, han eller hun ikke kan vide det.

Får min læser gode overraskelser undervejs i historien?

• Er det mon i virkeligheden den samme berømte helte-konge, der sendte hovedpersonen ud på opgave, der er skurken? Tror ridderen, at han gør gode gerninger, men opdager til sidst, at han har tjent ondskaben hele vejen? Er den dør, der fører ned til morfars kælder i virkeligheden porten til helvede?

Ved jeg selv, hvad de fire vigtigste scener er i min fortælling er?

• Det er typisk de nøglescener, der sætter historien i gang, som slår din hovedhistorie helt fast, som definerer din helt, eller gør op med skurken.

Får de fire vigtigste scener den plads, de fortjener, eller har jeg mindre vigtige scener, der fylder meget mere?

• Du er gået i hygge-fælden, hvis du skriver 30 siders dialog om morgenrytmen i munkeklosteret og bagefter kun bruger 2 sider på scenen, hvor munkenes gud får et raserianfald og smadrer deres kirke. Fold de vigtige scener ud!

Er der mange små historier, der ikke er fortalt færdig, selvom hovedhistorien er slut og bogen færdig?

• Forsvandt den spændende nattevagt ud af din historie, uden vi fik at vide, om han fik sin hævn? Har du lagt op til et opgør mellem djævlen og hovedpersonen undervejs, som aldrig kommer?

Hovedpersoner

Den gode hovedperson er relevant i forhold til den historie, han eller hun er med i. Han rejser for eksempel ikke bare ud i verden efter en pludselig indskydelse. Det er en grund, der gør, at din hovedperson er motiveret til at handle, som han eller hun gør i din bog. Hovedpersonen har ofte ‘noget i klemme’ i en god roman. Han gør derfor en forskel for historien i forhold til, hvis det havde været en anden hovedperson, du havde valgt. Han udvikler sig i takt med de ting, han udsættes for i fortællingen.

Din hovedperson må gerne være lidt sej. Han skal i hvert fald indeholde nogle karaktertræk, som dine læsere grundlæggende kan sympatisere med. Til gengæld behøver din hovedperson ikke at være helten. Han kan sagtens være heltens tjener og stadig være hovedpersonen - bare han er så meget med i bogen, at læseren aldrig bliver i tvivl om, at det er ham, og ikke helten, din bog primært handler om.

Husk, at din hovedperson skal være et menneske på godt og ondt. Han kender ikke nødvendigvis sandheden, men handler ud fra sin egen bedste overbevisning. Det kan sagtens betyde, at han somme tider vælger det helt forkerte eller kommer til at lyve uden at vide det.

5 spørgsmål, du bør stille dig selv og dit færdige manuskript om dine hovedpersoner:

Er min hovedperson faktisk hovedpersonen?

• Er din præstinde med i nok af din historie, eller har du ‘parkeret’ hende i en kirke i flere kapitler, mens det spændende sker et andet sted? Forelsker du dig midtvejs i en anden person, som slås med din oprindelige hovedperson om pladsen? Er din hårdtslående hotelreceptionist ‘rigtig’ hovedperson - eller er han snarere tilskuer til dine ideer uden at gøre en forskel?

Har min hovedperson en grund til at være med i historien?

• Er hun motiveret: Ville din kongedatter også drage på eventyr, hvis det ikke var dig, der ‘tvang’ hende? Har din bedemand noget at vinde, noget at tabe eller noget i klemme, der gør at det er logisk, han vil løse gåden? Ville det gøre en forskel for din historie, hvis hovedpersonen bare gik sin vej?

Gør historien noget ved min hovedperson?

• Hvis din historie er fyldt med uhygge eller spænding, bør den forandre din hovedperson undervejs. Hvis din 14-årige forældreløse dreng er helt cool med, at han har slået tre kvindelige vampyrer ihjel, virker han psykotisk på læseren. Lader du din hovedperson udvikle sig på baggrund af handlingen?

Er min hovedperson et helt menneske?

• Det er skidt, hvis din hovedperson enten kun er god eller kun er ond. Det er der ingen, der er. Tænk over, at der også sker noget i verden, din heltmodige barde ikke ved. Eller som han har misforstået. Bare fordi du ved, hvordan verden hænger sammen, ved din hovedperson det ikke nødvendigvis også.

Føler læseren noget for min hovedperson?

• Er din hovedperson i virkeligheden en opblæst nar uden et eneste forsonende træk? Er din helt så kedelig, at ingen gider læse 408 sider om hans oplevelser i eventyrland? Er der noget i din hovedperson, læseren kan genkende i sig selv (selv om det er en snigmorder-trold på hævntogt).

Bipersoner

Bipersoner er ofte det svage led, fordi de netop er underordnet dine hovedpersoner, og det er synd. En anden typisk fælde er, at man laver alt for mange bipersoner. Det er vigtigt, at du løbende holder styr på dine bipersoner, mens du skriver: Fylder de for meget eller for lidt i forhold til deres betydning for plottet? Bliver de glemt undervejs? Er de egentlig dybest set ligegyldige for historien, men bare med, fordi de er sjove (hvis det er tilfældet kan det ikke gå stærkt nok med at få dem fyret og skrevet ud af historien: Kill your darlings!).

Tænk over, hvorfor dine bipersoner er med, så du undgår alle dem, der bare er fyld. Brug lidt kræfter på at tænke dem kreativt, så de ikke blot bliver de samme bipersoner, som vi allerede har læst om i folkeeventyrerne og Harry Potter. Husk at dine bipersoner lever deres eget liv udenfor historien. De er ikke blot mikrofonholdere for din hovedperson - dem der tilfædigvis har den information helten står og skal bruge, eller stiller de dumme spørgsmål, så helten virker klog. De kan sagtens have en hemmelig dagsorden og mål, som hovedpersonen ikke kender. Det betyder også, at de kan finde på at lyve - også selvom de er flinke og rare: De kender ikke hele sandheden, så de kan have misforstået det, de bliver spurgt eller bedt om.

Hvis du har et tema i din fortælling er det godt at folde det ud i mindre sub-plots i bipersonernes univers. Det hjælper din læser til at se temaet tydeligere, hvis helten f.eks. er forældreløs, og hans bedste ven står til at arve slægtsgården. Tænk også på, hvad din fortællervinkel er, når du arbejder med bipersoner: Ser vi dem fra deres egen fortællervinkel, oplever vi dem gennem hovedpersonen indsnævrede fornemmelse af verden, eller oplever vi dem gennem en alvidende fortællerstemme, der kan fortælle læseren, hvad bipersonen tænker og føler?

5 spørgsmål, du bør stille dig selv og dit færdige manuskript om bipersoner:

Er dine bipersoner lavet af 93 % pap og 7 % kød & blod?

• Går din hovedperson rundt i en kulisseverden, hvor det virker som om bipersonerne kun lever for, at hovedpersonen skal komme forbi og snakke med dem? Er prinsessen i virkeligheden lidt for smuk til at det kan være sandt (når nu kongen er så grim)? Stiller dine bipersoner ikke andet end uddybende spørgsmål, så din hovedperson kan sige alt det kloge?

Har du luget ud i dine klicheer?

• Måske kunne din skurk blive bedre, hvis han var tigger frem for hovedpersonens stedfar? Kunne du egentlig ikke have ladet din elver være en gammel hippie, der hænger ud på torvet? Er din røverprins så ædel, smuk og Robin Hood-agtig, at det er til at brække sig over? Klicheer kan godt virke, men hold dem friske!

Har dine bipersoner deres eget liv?

• Har din helts smukke udkårne forelsket sig i en anden, mens han brugte tre år på at slå drager ihjel? Har skolelæreren talt med de andre børn og er overbevist om, at din avisdreng lyver, selvom han taler sandt? Taler din helts bedste ven over sig i fuldskab og fortæller noget af den store plan til skurken?

Bærer dine bipersoner dit tema videre?

• Hvis dit tema er ondskab, er dine bipersoner det så også? Eller måske kvalmende gode? Kunne du vinde noget ved at lade naboens søn være ond ved sin lillesøster? Eller lade lærerinden være overbevist om, at din hovedperson er ond? Eller lade hovedpersonens mor komme til at vride hovedet rundt på suppehønen på en måde, så den lider lidt for længe?

Er der en grund til, at dine bipersoner er med i din fortælling?

• Har dine bipersoner formeret sig mellem dine fingre, så der pludselig er alt, alt for mange, fordi de er sjove at finde på? Er du klar over, hvad hver eneste biperson skal bringe ind i historien? Kunne du uden problemer skrive halvdelen af den hyggelige dals beboere ud af historien?

Det levende sprog

Du skal stramme dit sprog op så meget som muligt, før du sender dit manuskript til et forlag. Det kan meget vel betyde, at du skal skrive hele din bog igennem igen både en og to gange. Det skal du ikke fortvivle over - det gør de topprofessionelle forfattere også.

Når du skriver en god historie, skal du være bevidst om, hvem din primære modtager er, og derefter skal du koncentrere dig om at holde dit sprog, som han eller hun kan lide og har let ved at læse. Sørg for, at der er et godt tempo i sproget, og at der er indlejret små ‘cliffhangers’, så læseren får lyst til at læse endnu mere.

Der er flere enkle regler, der er gode at huske, men sværere at mestre. For eksempel skal du tænke dig godt om, når du skriver replikker. Dine personer sætter ikke nødvendigvis ord sammen på samme måde. Modsat bliver dit sprog næsten ulæseligt, hvis du fylder det op med øh’ ikk’ og andet talesprog eller endnu værre: med dialekt. Det gælder om at finde en balance, hvor personerne er forskellige, men de stadig er lette at læse.

Det er meget bedre at bruge et enkelt sprog, der tænder billeder i din læsers bevidsthed, end at gå i lange og svære detaljer. Lad være med at opfinde sære navne på ting, hvis de ligeså godt kan hedde noget enkelt. På samme måde er det langt bedre at beskrive at noget sker, end at fortælle, at det sker. På den måde er det læseren selv, der oplever din fortællings pointer frem for at det er dig, der trækker den ned over hovedet på ham eller hende.

Endelig er der det grammatiske: Pas på med indskudte sætninger, for mange fremmedord og at skrive i passivt sprog. Hvis disse begreber er helt fremmede for dig, kan du få rigtig meget ud af at læse en begynderbog i journalistik. Prøv eventuelt at læse din tekst op for dig selv eller andre. Det plejer at være en god pejling på, om dit sprog er på rette vej eller ej: Det skal kunne ‘tåle’ at blive læst højt.

5 spørgsmål, du bør stille dig selv og dit færdige manuskript til sproget:

Bliver din fortælling fortalt i det rigtige tempo?

• Bruger du 23 sider på at forklare hvordan din bodyguard ser ud, før der sker noget i din fortælling? Er du bevidst om, hvornår du skruer op og ned på tempoknappen? Har du husket hurtig handling og overraskende cliffhangers, så man har lyst til at vende sider, selvom du skriver på en poetisk kærlighedshistorie?

Bruger du alle dine sanser?

• Virker dine personers ører og næser og hænder, eller er det kun øjnene, der fungerer? Kan de dufte hyldeblomsterne i sommernatten? Fornemmer de den særlige sitren i luften inden torden? Bemærker de, hvordan det føles, når en skarp, kold kniv ligger i deres hånd? Hører de bilen, der gasser op henne bag forsamlingshuset efter begravelsen?

Fortæller du, eller viser du, hvad der sker?

• Skriver du: “Wolfgang vidste, at hun løj,” eller “Hendes stemme rystede, mens hun fortalte om sin bror. Wolfgang prøvede at fange hendes blik, men hun kiggede hele tiden ned på sine hænder, som hun vred, mens hun talte. “Hvorfor fortæller du mig ikke bare sandheden?” spurgte han.”

Skriver du til din målgruppe eller til dig selv?

• Er du klar over, hvem din målgruppe er? Kan de forstå det, du skriver? Er dine navne for svære og fremmedartede for en 9-årig læser? Er dit sprog klart og enkelt, eller trænger du til at rydde ud i indforståede symboler og meninger?

Er dine replikker troværdige?

• Er dine replikker til at læse, eller er de så fyldt med sære dialekter og slang, at din læser ikke kan følge med? Har dine personer forskellige stemmer, eller taler de alle sammen fuldstændigt ens, hvad enten de er stalddreng eller hofdame? Lyder dine replikker naturligt, hvis du læser dem højt? Er dine samtaler ligeværdige, eller er nogle af dine personer dumme ‘mikrofonholdere’ for andre karakterer?